Lindhardt og Ringhof søger
Salgsassistent med forkromet overblik
Region: Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 1. juni 2008
Tiltrædelse: 1. august eller snarest
Arbejdssted: København K.
Yderligere oplysninger fås hos: Titi Sørensen
Telefon: +45 3615 6754



I Danmarks næststørste forlag har vi travlt. Vi søger derfor en dygtig salgsassistent, som sammen med resten af vores dygtige salgsbackupteam kan servicere vores kunder.

Vores forventninger til dig
Du er et super-struktureret menneske, som holder humøret højt og hovedet koldt, når telefonerne gløder, og der er damp på kedlerne. Du trives med forandringer og går på med krum hals. Du nyder derudover en bred kontaktflade og overholder dine mange skarpe deadlines. Desuden er du:

• lærenem og har gå-på-mod
• systematisk, metodisk og pålidelig
• selvstændig, initiativrig og har gode samarbejdsevner
• IT-bruger, som ikke bliver forskrækket ved mødet med programmer, som ligger uden for Officepakken ( f.eks. økonomistyringssystemer, CRM-systemer mv.)

Måske er du kontoruddannet, måske noget helt andet - i hvert fald ser du løsninger frem for problemer og synes, at det er spændende at arbejde i et forlag i rivende udvikling. Har du erfaring fra en lignende stilling, er det naturligvis en fordel.

Opgaverne
Du skal være med til at løse de mange forskellige opgaver, der er på et salgskontor, bl.a. skal du:

• deltage i møder sammen med vores salgschef. Her er det din opgave at forberede materiale samt stå for den efterfølgende opfølgning
• klargøre materiale til diverse bogkædekataloger
• indgå i den daglige kundeservice pr. telefon og mail
• udarbejde ordresedler til diverse kampagner/katalogtiltag
• ad hoc opgaver

Vi tilbyder
Du vil indgå i et velfungerende salgsbackupteam med i alt 4 salgsassistenter, hvor vi har travlt, men aldrig for travlt til at give et nap og et smil med. Hos os løfter vi i samlet flok, har fokus på kvalitet i arbejdet og dyrker en uformel omgangstone med højt til loftet. Vi tilbyder desuden løn efter kvalifikationer, pensionsordning og mange andre personalegoder.


Yderligere information
Yderligere informationer om stillingen kan fås hos produktchef Titi Sørensen på telefon 36 15 67 54.