Praktikanter til Nordisk Film Distribution

Nordisk Film Distribution søger praktikanter i perioden august 2018 til og med januar 2019.

Har du lyst til at være med til at markedsføre nogle af de største film i Danmark, arbejde med marketing-, presse- og kommunikationsopgaver samt indgå i et travlt, dynamisk og spændende miljø, så er Nordisk Film Distribution måske noget for dig. 

Som praktikant vil du deltage i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige ansatte på vores kontor i Valby og udover praktisk erfaring med forskellige marketing-, presse- og kommunikationsopgaver vil du opnå indsigt i den danske film- og distributionsverden, som du kan bruge i din videre karriere.

Du vil under praktikperioden blive tilknyttet en af vores marketingansvarlige og komme til at arbejde med lanceringen af forskellige, aktuelle filmtitler. Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af konkrete marketing-, presse- og kommunikationsopgaver. Du vil bl.a. være med til at løse opgaver som:

  • Opsøgende promotionarbejde
  • Udarbejdelse af marketingmaterialer
  • Afvikling af premierer og events
  • Udarbejdelse af pressemateriale
  • Opsøgende pressearbejde til magasin- og dagspressen

Du er en super dygtig, effektiv og selvstændig studerende, der brænder for god formidling, marketing og kommunikation som fag. Du er velskrivende, udadvendt af natur og forstår at skrive målrettet, alt afhængigt af hvilken målgruppe du skriver til. Du trives med en travl hverdag, hvor opgaverne er afvekslende og tempoet samt humøret er højt. Du er i gang med en uddannelse inden for kommunikation eller marketing, interesserer dig for filmbranchen, og holder dig orienteret om den kulturelle udvikling i Danmark.

Er du ikke berettiget til SU under praktikforløbet tilbyder vi en tilsvarende løn.

Vi gør opmærksom på, at vi søger praktikanter for en 6 måneders periode og vil derfor ikke se på ansøgninger, der ikke lever op til dette krav.

For spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Camilla Andersen Stampe på Camilla.Andersen@nordiskfilm.com

Nordisk Film Distribution er den førende distributør af lokalt indhold til de nordiske lande og dækker både biograflancering, video-, tv- og digitaldistribution samt internationalt salg. Nordisk Film Distribution står bl.a. bag titler som ”The Shape of Water”, ”Så Længe Jeg Lever” (DK), ”Wonder”, ”La La Land” (US), ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri”, ”Deadpool 2”, ”Journal 64” (DK), ”Aldrig Mere I Morgen” (DK), ”American Assassin” (US), ”Borg” (DK) og mange flere.

Siden 1995, har Nordisk Film Interactive, en del af distributionsforretningen, distribueret Sony PlayStation i alle nordiske lande og i Baltikum.

Nordisk Film er desuden en af Nordens førende producenter af film og driver den største biografkæde i Danmark og Norge. Nordisk Film har digitale forretninger som gavekortet.dk, Airmagine og Billetlugen. I 2016 omsatte Nordisk Film for DKK 3,9 milliarder og havde 1.900 ansatte. Nordisk Film er en del af Egmont. Læs mere på www.nordiskfilm.dk

www.egmont.com/job